Seks flamencoformer at lytte efter

Hvad en palo er

En palo er ifølge Wikipedias definition en af flamencos traditionelle musikalske former, klassificeret efter rytme, toneart, oprindelse og lignende træk. UNESCO, som i 2010 optog flamenco på sin repræsentative liste, beskriver kunsten som en fusion af sang, dans og guitars pil. Fotografiet viser en danser og en guitarist på Plaza de España i Sevilla, ikke på denne tablao. På tablaoen beslutter kunstnerne, hvilke palos der skal opføres, og spillestedet oplyser, at besætningen skifter ugentligt. Wikipedia tilføjer, at klassificeringen er populær og nogle gange inkonsekvent, så selv specialister grupperer palos en smule forskelligt.

Soleá, den tunge

Soleá kører på et tolvtaktsmønster. Wikipedia beskriver dens tekster som generelt alvorlige og højtidelige og mener, at den sandsynligvis opstod blandt Calé-romafolket i Cádiz eller Sevilla. Den tidligste kendte omtale er af digteren Gustavo Adolfo Bécquer i 1862. Billetsiden for Tablao 1911 nævner soleás blandt showets stilarter. Lyt efter sangeren, der strækker en linje, mens guitaren holder cyklussen nedenunder. Wikipedia siger, at sangere skal balancere lidenskab og tilbageholdenhed, og at ironi ofte optræder i teksterne.

Seguiriya, den mørkeste

Seguiriya tilhører gruppen cante jondo, den dybe sang. Wikipedia beskriver den som en af de vigtigste stilarter i flamenco og citerer en kilde, der kalder den kunstens mest tragiske og intenst følelsesladede udtryk. Den bruger en tolvtakts compás beslægtet med soleá: start et soleá-taktslag på dets ottende slag, og du får et seguiriya-mønster. Den synges ofte med rubato. Dansen til den blev først introduceret af Vicente Escudero i 1940, står der på siden.

Tarantas, sange fra minerne

Booking-siden nævner tarantas blandt stilarterne. Wikipedia placerer tarantoen i mineområdet omkring Almería og grupperer den sammen med fandango og taranta som minernes sange. Det fortælles, at tarantoen først blev sunget frit, hvorefter guitaren senere tilføjede rytmen, og at dansen blev populær omkring 1940'erne med Carmen Amaya kaldt dens mor. Samme side advarer om, at kildegrundlaget er svagt, så betragt disse detaljer som foreløbige.

Bulerías, den der lukker natten

Wikipedia sporer bulerías tilbake til Calé-romafællesskabet i Jerez i det nittende århundrede. Den har en cyklus på tolv slag, giver mest plads til improvisation og begyndte som et hurtigt, livligt afsluttende nummer efter soleares. Den afslutter ofte en flamenco-sammenkomst. Billetsiden nævner bulerías blandt showets stilarter, så du har en god chance for at møde den, selvom kunstnerne bestemmer rækkefølgen. Wikipedia angiver det sædvanlige tempo til cirka 195 til 240 slag i minuttet, en hastighed der forklarer, hvorfor formen føles som en frigørelse.

Farruca, den strenge dans

Farruca går i fire slag. Wikipedia beskriver musikken som streng, alvorlig eller dyster og siger, at den traditionelt er blevet danset af mænd, selvom kvinder også har danset den. Den sevillianske danser Faíco, med guitaristen Ramón Montoya, tillægges traditionelt den moderne version. Mange optrædener accelererer mod en afsluttende sektion med fodarbejde. Siden siger, at formens geografiske oprindelse ikke er sikker, med Galicien som det traditionelle bånd.

Tangos, den festlige

Tangos bevæger sig i en fire-slags cyklus. Wikipedias side om palos kontrasterer dem og bulerías med de solemne dybe former som hurtigere og festlige, placerer tangos og tientos under dobbelt taktart og adskiller deres fire-slags cyklus fra tolv-slags cyklussen i soleá og dens slægtninge. Hvis et show bevæger sig fra et langsomt, alvorligt nummer til noget, der løfter rummet, hører du sandsynligvis skiftet fra en familie til en anden. For selve aftenen forklarer guiden til tablaoens billetter, hvad bookingen dækker.

Læs næste: Tablao 1911-billetter og -pladser